Streamingstriden

Danske filmarbejdere og andre brancheinteressenter siger om streamingstriden, at den danske film - og tv-branche er på vej mod afgrunden.

MAGASIN OM FILM, TV OG MEDIER

Alle artikler

Nyheder

Streaming

Flere danske medier beretter i dag om de strandede forhandlinger mellem streamingtjenester i Danmark og den danske filmbranche.

Danske filmarbejdere og andre brancheinteressenter siger nu om streamingstriden, at den danske film- og tv-branche er på vej mod afgrunden.

Striden og de strandede forhandlinger har indtil nu gjort, at streamingtjenester i Danmark har stoppet al videre udvikling og produktion af dansk drama.

Produktionsstoppet gælder for streamingtjenester som f.eks. Netflix, Viaplay og TV 2 PLAY.

Det helt centrale stridsspørgsmål er (big surprise…) penge.

Penge i form af streamingtjenesternes betaling til danske filmfolk for streaming af danske film- og tv-serier produceret af tjenesterne.

Streamingstriden

Streamingstriden går i al sin korthed ud på, at den rammeaftale, der blev forhandlet på plads allerede sidste år mellem Producentforeningen og Create Denmark, ved starten af 2022 faldt på gulvet med et brag.

Streamingtjenesterne i Danmark mener at rammeaftalen er for dyr.

Derfor har de samme streamingtjenester i Danmark stoppet al videre udvikling og produktion af dansk fiktion.

Det fik i juni 2022 Create Denmark til at udsende en pressemeddelelse om at rammeaftalen ikke længere var gældende og at Create Denmark nu ville indlede individuelle forhandlinger med de enkelte streamingtjenester.

Create Denmark

Forhandlingerne mellem både Producentforeningen og de forskellige filmfolks (kunstnernes) forbund, og nu efter sammenbruddet mellem kunstnernes forbund og de enkelte streamingtjenester, er lagt i hænderne på Create Denmark.

Create Denmark er i følge deres hjemmeside en non-profit medlemsejet forening.

Ejerne af foreningen er Dansk Artist Forbund, Dansk Filmfotograf Forbund, Dansk Journalistforbund, Dansk Musiker Forbund, Dansk Skuespillerforbund, Danske Dramatikere, Danske Filminstruktører, Film og tv-arbejderforeningen, Danske Scenografer og Danske Sceneinstruktører.

Foreningen er sat i verden for at:

…at indgå aftaler vedrørende on demand udnyttelse af danske dramaserier og andre audiovisuelle produktioner på vegne af mange tusinde kunstnere

Create Denmark

Ikke et amerikansk forbillede

Vi skrev tilbage i august 2021 her på Frontrow om Scarlett Johanssons sagsanlæg mod The Walt Disney Company, der handlede om aflønning af Johansson for hendes medvirken i Disneys streamingbaserede film og TV produktioner.

Streamingstriden kan for en overfladisk betragtning måske ligne nogle af stridspunkterne i Scarlett Johanssons konfikt med Disney.

Imidlertid er Streamingstriden en helt anden konflikt, der berører et helt erhverv og ikke enkeltpersoner.

Opråb fra kunstnerne

Der er nu gået tre-kvart år uden at den fastlåste situation om streamingtjenesternes produktionsstop har ændret sig.

Det har fået over 1.900 personer, heriblandt mange fra den danske filmbranche, til at rette et kraftigt opråb til Create Denmark:

I et åbent brev, der samtidig er en underskriftsindsamling, siger mere end 1.900 underskrivere at “Den danske film – og tv-branche er på vej mod afgrunden“, og at “den branche, vi i Danmark har brystet os af, var blandt verdens bedste, snart dør“.

Opråbet slutter med denne besked fra underskriverne til Create Denmark:

Kære Create, situationen er alvorlig. Vi er truet på vores eksistensgrundlag, og ansvaret ligger hos jer.

STREAMINGAFTALER NU på skrivunder.net

Blandt underskriverne findes skuespillere, instruktører, manuskriptforfattere m.fl., som Tammi Øst, Casper Joel Nielsen, Jakob Cedergren, Martin Buch, Nikolaj Lie Kaas, Søren Malling, Ellen Hillingsø og Hella Joof.