Olivia de Havilland døde søndag den 26. juli 2020.
Hun blev 104 år.
Olivia de Havilland var indtil sin dødsdag den ældste nulevende Oscar vinder.
Hun var Dame Commander of the Order of the British Empire. Hun var også The Dame of Hollywood – en af Hollywoods sidste store damer.
Hun var den sidste overlevende af de store stjerner fra Hollywoods gyldne periode – the Golden Age of Hollywood Cinema.
Hun blev Oscar nomineret fem gange og vandt to Oscars for bedste kvindelige skuespiller med Mitchell Leisens To Each His Own (1946) og William Wylers The Heiress (1949).
Hun fik sit store globale gennembrud i rollen som Melanie Hamilton i Victor Flemings filmklassiker Gone with the Wind (1939).
I Borte med blæsten spillede hun sammen med og overfor nogle af Hollywoods helt store stjerner Vivien Leigh, Clark Gable og Leslie Howard.
Hun spillede over for Errol Flynn, Clark Gable, Leslie Howard, James Cagney, Montgomery Clift og Richard Burton. Hun arbejdede for Warner Bros. under studiesystemets storhedstid, medvirkede i en af filmhistoriens mest berømte film og tog siden kampen op mod det system, der havde været med til at gøre hende til stjerne.
Olivia de Havilland boede størstedelen af sit liv i Europa – mest i Paris, hvor hun døde i sin lejlighed i Paris.
Foruden sin filmkarriere i Hollywood arbejdede de Havilland på teatret og på TV, hvor hun blandt andet medvirkede i tre store opsætninger på Broadway teatre i New York.
I 1986 modtog hun en Golden Globe Award for sin rolle i Marvin J. Chomskys TV-film Anastasia: The Mystery of Anna (1986).
Da Olivia de Havilland døde, forsvandt en af de sidste levende forbindelser til det klassiske Hollywoods storhedstid.
Hun blev nomineret til en Oscar fem gange og vandt to gange som bedste kvindelige hovedrolle – for Mitchell Leisens To Each His Own (1946) og William Wylers The Heiress (1949).
Men hendes plads i Hollywoods historie handler om mere end film og priser.
Olivia de Havilland var også kvinden, der gik rettens vej mod Warner Bros. – og vandt.
Alice in Wonderland
Foto: Public domain.
Olivia Mary de Havilland blev født den 1. juli 1916 i Tokyo som datter af britiske forældre.
Hendes yngre søster Joan blev født året efter. Hun skulle senere tage kunstnernavnet Joan Fontaine og selv blive en af Hollywoods store skuespillere.
Efter forældrenes separation flyttede Olivia, Joan og deres mor til Californien.
Olivia begyndte tidligt at interessere sig for teater.
Hun debuterede i 1933 som 17-årig i en teateropsætning af Lewis Carrolls Alice in Wonderland, (Alice’s Adventures in Wonderland -1865).
Det foregik på det lokale Saratoga Community Theater i Saratoga i New York, USA.
Hun høstede ros for sin præstation og blev tilbudt andre roller, blandt hovedrollen i en opsætning af Jane Austens Pride and Prejudice (1813).
Det blev begyndelsen på en konflikt hjemme.
På trods af sin øjeblikkelige succes som skuespiller blev det for meget for hendes stedfar.
Han gav hende et ultimatum om at vælge mellem hendes hjem hos forældrene og skuespilkarrieren.
Olivia valgte teatret. Hun flyttede hjemmefra og fortsatte med at spille.
Eventyret begynder
I 1934 afsluttede Olivia de Havilland sin skolegang på Los Gatos High School og fik rollen som Puck i en lokal opsætning af William Shakespeares A Midsummer Night’s Dream.
Det skulle vise sig at blive afgørende.
Den østrigske teater- og filminstruktør Max Reinhardt arbejdede på en stor opsætning af netop A Midsummer Night’s Dream på Hollywood Bowl. De Havilland blev hentet ind som understudy for rollen som Hermia og endte med selv at spille rollen.
Da Reinhardt og Warner Bros. året efter gjorde forestillingen til film, fulgte Olivia de Havilland med.
Hollywood havde fået øje på hende.
Hun skrev kontrakt med Warner Bros., og i 1935 begyndte hendes filmkarriere.
Samme år mødte hun den skuespiller, hun mere end nogen anden skulle blive forbundet med i den første del af karrieren.
Olivia og Errol
Errol Flynn og Olivia de Havilland spillede sammen første gang i Michael Curtiz’ Captain Blood fra 1935.
Flynn var den sorgløse eventyrer. De Havilland var den unge aristokratiske kvinde, der først modsætter sig ham og siden forelsker sig i ham.
Publikum elskede dem.
Warner Bros. gjorde dem til et af tidens store filmpar, og gennem de følgende år spillede de sammen igen og igen.
Der kom The Charge of the Light Brigade (1936), The Adventures of Robin Hood (1938), Dodge City (1939), Santa Fe Trail (1940) og flere andre film.
Især The Adventures of Robin Hood står tilbage som en af Hollywoods store eventyrfilm. Flynn er Robin Hood, de Havilland er Maid Marian, Technicolor stråler, sværdene krydses, og Warner Bros.-maskinen arbejder på højtryk.
Kemien mellem Flynn og de Havilland var så stærk, at rygterne om et forhold mellem dem fulgte dem gennem årtier.
Men for Olivia de Havilland var succesen også begyndelsen på et problem.
Warner Bros. havde fundet hendes type.
Og Warner Bros. havde ikke tænkt sig at give slip på den.
Melanie
Så kom Gone with the Wind.
Producenten David O. Selznick ville have Olivia de Havilland til rollen som Melanie Hamilton, men hun var bundet af sin kontrakt med Warner Bros.
Jack Warner havde ikke nogen særlig interesse i at låne en af sine voksende stjerner ud til en konkurrerende produktion.
De Havilland ville have rollen.
Hun gik derfor en utraditionel vej og henvendte sig til Jack Warners hustru, Anne Warner. Hun hjalp med at overtale sin mand, og Warner gav til sidst de Havilland lov til at medvirke.
Det blev et afgørende øjeblik i hendes karriere.
I Gone with the Wind (1939) spillede hun Melanie over for Vivien Leighs Scarlett O’Hara, Clark Gables Rhett Butler og Leslie Howards Ashley Wilkes.
Melanie kan ved første øjekast ligne filmens blide og selvopofrende kvinde, men Olivia de Havilland gav hende en styrke, som ligger under den stille overflade.
Hun er loyal, modig og moralsk urokkelig.
Rollen gav Olivia de Havilland hendes første Oscar-nominering – som bedste kvindelige birolle.
Hun vandt ikke.
Oscarstatuetten gik til Hattie McDaniel for rollen som Mammy i samme film.
Men Gone with the Wind gjorde Olivia de Havilland til en international stjerne.
Og da optagelserne var forbi, måtte hun tilbage til Warner Bros.
Warner havde en kontrakt
Hollywoods klassiske studiesystem kunne skabe stjerner.
Det kunne også eje en meget stor del af deres arbejdsliv.
Skuespillere under kontrakt kunne ikke frit vælge deres film eller gå til et konkurrerende studie. Afviste de en rolle, kunne studiet suspendere dem uden løn.
Olivia de Havilland begyndte efterhånden at afvise de roller, Warner Bros. tilbød hende.
Hun ønskede mere krævende roller end de pæne unge kvinder og romantiske heltinder, studiet igen og igen placerede hende som.
Warner svarede med suspensioner.
Da hendes syvårige kontrakt nærmede sig sin afslutning i 1943, mente Warner Bros., at den tid, hun havde været suspenderet, skulle lægges oven i kontraktperioden.
Olivia de Havilland mente, at syv år betød syv år.
Så hun lagde sag an mod Warner Bros.
De Havilland mod Warner Bros.
Sagsanlægget med Warber var ikke nogen enkel beslutning for de Havilland.
Warner Bros. var et af Hollywoods mægtigste studier, og Olivia de Havilland risikerede sin karriere.
Mens sagen stod på, kunne hun stort set ikke arbejde i Hollywood.
Men hun gav sig ikke.
Sagen handlede om en bestemmelse i californisk lovgivning, der begrænsede, hvor længe en arbejdsgiver kunne håndhæve en personlig tjenesteydelseskontrakt.
Warner Bros. mente, at perioder med suspension kunne lægges oven i de syv år.
Domstolene gav Olivia de Havilland ret.
Studiet kunne ikke forlænge kontrakten på den måde.
Afgørelsen blev kendt som De Havilland Decision og fik betydning langt ud over hendes egen karriere.
Studieselskaberne kunne ikke længere fastholde skuespillere ved igen og igen at lægge suspensionsperioder oven i deres kontrakter.
Olivia de Havilland havde taget kampen op mod et af Hollywoods mægtigste studier.
Og hun havde vundet.
Friheden
Sejren kostede hende dyrt.
I næsten to år lavede Olivia de Havilland ingen film, netop på et tidspunkt hvor hun befandt sig i slutningen af tyverne og kunne have udnyttet sin voksende stjernestatus.
Men da hun vendte tilbage til filmarbejdet, var det på andre betingelser.
Nu kunne hun i langt højere grad vælge roller selv.
Resultatet blev nogle af hendes bedste film.
I Mitchell Leisens To Each His Own fra 1946 spillede hun en ugift mor, der tvinges til at give sit barn fra sig.
Rollen gav hende hendes første Oscar som bedste kvindelige hovedrolle.
To år senere kom Anatole Litvaks The Snake Pit (1948), hvor de Havilland spillede en kvinde indlagt på et psykiatrisk hospital. Filmen var usædvanlig for sin tid ved at gøre psykisk sygdom og behandlingen på psykiatriske institutioner til sit centrale emne.
Hun blev igen Oscar-nomineret.
Og i 1949 kom William Wylers The Heiress.
The Heiress
I The Heiress spiller Olivia de Havilland Catherine Sloper, en genert og socialt usikker ung kvinde, der lever under sin dominerende fars blik i 1800-tallets New York.
Da den charmerende Morris Townsend – spillet af Montgomery Clift – begynder at gøre kur til hende, mener faderen, at han kun er interesseret i hendes kommende arv.
Catherine må vælge mellem kærligheden, faderen og sin egen dømmekraft.
Det er en rolle langt fra Maid Marian og de romantiske heltinder, Warner Bros. havde gjort de Havilland berømt for.
Den unge, usikre Catherine forandrer sig gennem filmen til en langt hårdere og mere selvstændig kvinde.
Olivia de Havilland vandt sin anden Oscar for rollen.
Det er svært ikke at se en vis ironi i det.
Skuespilleren, som Warner Bros. havde forsøgt at fastholde i bestemte roller, havde efter sin frigørelse fra studiet udviklet sig til en dobbelt Oscar-vinder.
Olivia og Joan
Der var endnu en stor Hollywood-stjerne i familien.
Olivia de Havillands yngre søster Joan Fontaine fik sin egen store karriere med blandt andet Alfred Hitchcocks Rebecca (1940) og Suspicion (1941).
For Suspicion vandt Fontaine en Oscar som bedste kvindelige hovedrolle.
Året var 1942, og en af de øvrige nominerede var Olivia de Havilland for Hold Back the Dawn.
Joan vandt.
Forholdet mellem søstrene blev en af Hollywoods mest omtalte søskenderivaliseringer.
Begge blev Oscar-vindere, og de er fortsat de eneste søstre, der begge har vundet en skuespil-Oscar.
Men bag Hollywood-fortællingen om rivaliserende filmstjerner lå et kompliceret forhold, som gennem livet skiftede mellem nærhed, konkurrence og lange perioder med afstand.
Joan Fontaine døde i 2013, 96 år gammel.
Olivia overlevede sin lillesøster med næsten syv år.
Fra Hollywood til Paris
Olivia de Havillands filmkarriere blev gradvist mindre omfattende fra 1950’erne.
Hun forsvandt dog ikke som skuespiller.
Hun arbejdede videre på film, tv og teater og spillede blandt andet på Broadway.
I 1964 viste hun en helt anden side af sig selv i Robert Aldrichs psykologiske thriller Hush…Hush, Sweet Charlotte, hvor hun spillede over for Bette Davis.
Men hendes liv havde efterhånden flyttet sig væk fra Hollywood.
Efter sit ægteskab med den franske journalist Pierre Galante slog hun sig i 1950’erne ned i Paris.
Frankrig blev hendes hjem resten af livet.
Hun fortsatte med at arbejde sporadisk som skuespiller og modtog i 1987 en Golden Globe for sin birolle i tv-produktionen Anastasia: The Mystery of Anna.
Efterhånden blev rollerne færre, men Olivia de Havilland forsvandt aldrig helt fra Hollywoods kollektive hukommelse.
Tværtimod voksede hendes status som en af de sidste levende forbindelser til en filmverden, der for længst var blevet historie.
Dame Olivia
Olivia de Havilland blev 100 år den 1. juli 2016.
Året efter blev hun udnævnt til Dame Commander of the Order of the British Empire.
Hun var da 101 år gammel.
Da hun døde i Paris den 26. juli 2020, 104 år gammel, havde hendes liv strakt sig over næsten hele Hollywoods historie som international kulturindustri.
Hun var født før stumfilmen havde fået lyd.
Hun blev stjerne under studiesystemets storhedstid.
Hun spillede Maid Marian over for Errol Flynn og Melanie over for Vivien Leigh.
Hun tog kampen op mod Warner Bros. og var med til at ændre de regler, som Hollywoods skuespillere arbejdede under.
Og da hun endelig selv fik friheden til at vælge, vandt hun to Oscars.
Olivia de Havilland var en af de sidste store stjerner fra Hollywoods Golden Age.
Men hun var mere end et levn fra en svunden tid.
Hun var med til at forandre den.
Bye bye Olivia.