Der er ikke mange rockbands, hvor forholdet mellem to brødre næsten er blevet lige så berømt som musikken. Men Liam og Noel Gallaghers årelange konflikt er en væsentlig del af historien om Oasis – og nu også om bandets genopstandelse.
Lørdag 5. september vises Oasis: Don’t Look Back in Anger på Venedig Filmfestival. Dokumentaren er instrueret af Dylan Southern og Will Lovelace og fortæller historien om den genforening, som få for alvor troede på, da Oasis gik fra hinanden i 2009.
Efter mange års offentlige skænderier, stikpiller og tilsyneladende uforsonlighed fandt Liam og Noel Gallagher igen sammen. Resultatet blev Oasis’ enorme reunion-turné i 2025.
Men Don’t Look Back in Anger handler ikke alene om de store koncerter.
Fra brødrestrid til genforening
Filmen går bag scenen og følger vejen frem mod Oasis’ comeback: prøverne, forberedelserne og ikke mindst det nye forhold mellem de to brødre.
Ifølge manuskriptforfatter Steven Knight – skaberen af Peaky Blinders – begyndte tilnærmelsen mellem Liam og Noel Gallagher mere uformelt allerede flere år før den officielle genforening. Da de i juni 2025 stod sammen til den første prøve, var meget af den gamle konflikt tilsyneladende allerede lagt bag dem.
Det er dermed også en anden fortælling om Oasis end den velkendte historie om to brødre, der næsten ikke kunne befinde sig i samme rum.
Dokumentaren forsøger samtidig at indfange, hvorfor bandets tilbagekomst blev så stor en kulturel begivenhed. Oasis var et af de definerende britiske bands i 1990’erne, og sange som Wonderwall, Live Forever og netop Don’t Look Back in Anger har overlevet langt ud over britpoppens storhedstid.
Filmen vises uden for hovedkonkurrencen i Venedig og får lørdag aften en offentlig visning i festivalens Sala Grande.
Men set med danske øjne bliver festivalweekendens måske mest interessante begivenhed først søndag.
May el-Toukhy kæmper om Guldløven
Søndag 6. september får May el-Toukhys nye film Kvinde ukendt verdenspremiere i Venedig – og denne gang er der noget meget konkret på spil.
Filmen er udtaget til festivalens hovedkonkurrence og kan dermed vinde Guldløven.
Kvinde ukendt foregår umiddelbart efter Anden Verdenskrig og har Mathilde Arcel i hovedrollen som Marie, en ung husholderske, der står foran et ægteskab med den velhavende, ældre enkemand Christian, spillet af Carsten Bjørnlund.
Men Marie bærer på en fortid, som truer hendes nye tilværelse. Under besættelsen havde hun et forhold til en tysk soldat.
May el-Toukhy tager dermed fat på historien om de såkaldte ”tyskerpiger” – kvinder, der havde forhold til medlemmer af den tyske besættelsesmagt, og som efter befrielsen kunne blive udsat for offentlig ydmygelse, social udstødelse og straf.
Ifølge instruktøren undersøger filmen samtidig et større spørgsmål om kvindekroppen som politisk og national kampplads under og efter krig.
En sjælden dansk placering i hovedkonkurrencen
At Kvinde ukendt overhovedet befinder sig i Venedigs hovedkonkurrence, er bemærkelsesværdigt.
May el-Toukhy er den første danske kvindelige instruktør siden Helle Ryslinge med Sirup i 1990, der alene står som instruktør på en dansk film i Venedigs hovedkonkurrence.
Samtidig er Kvinde ukendt blandt de tre film, der er i spil til at blive Danmarks officielle kandidat til Oscar for bedste internationale film.
Og så findes der en historisk målestok, som næsten er urimeligt stor.
Kun én gang tidligere har en dansk film vundet Venedig Filmfestivals hovedpris. Det skete i 1955, da Carl Th. Dreyers Ordet vandt Guldløven.
Om May el-Toukhy kan komme i nærheden af den bedrift, ved vi naturligvis først senere.
Men inden da kommer den første afgørende prøve: søndag morgen ser den internationale presse Kvinde ukendt, og søndag aften får filmen sin officielle verdenspremiere i Sala Grande.
Når røgen har lagt sig efter Oasis-brødrenes genforening lørdag bliver søndag således en usædvanligt spændende dansk filmdag på Lidoen.