May el-Toukhys Kvinde ukendt er blevet godt modtaget efter verdenspremieren på Venedig Filmfestival.
Især Mathilde Arcel får ros for sin hovedrolle som Marie, en ung kvinde, der under den tyske besættelse har haft et forhold til en tysk soldat og efter befrielsen forsøger at skjule sin fortid.
Men det mest interessante ved de første anmeldelser er måske ikke, hvor mange stjerner filmen får.
Det er hvilken historie anmelderne mener, at filmen fortæller.
For Kvinde ukendt synes ikke blot interesseret i de danske kvinder, der efter befrielsen blev klippet, ydmyget og stemplet som tyskertøser. Filmen synes samtidig at vende det traditionelle moralske perspektiv på befrielsen om.
Filmmagasinet Ekko formulerer det ligefrem sådan, at modstandsfolkene i filmen er “snarere skurke end helte”. Danskheden bliver truende, Dannebrog forbindes visuelt med volden, og befrielsens fædrelandskærlighed beskrives som “hvidglødende og barbarisk”.
Det er en markant fortolkning.
Og den fortjener mere end begejstret nikken.
Kvinde ukendt er således også fortællingen om hvordan et nutidigt (køns)politisk ærinde helt kan tilmudre billedet af hvem der er ofre og hvem der er de skyldige…
Tyskerpigerne fortjener at blive taget alvorligt
Historien om de såkaldte tyskerpiger er uden tvivl et af de kapitler i den danske besættelseshistorie, der længe stod i skyggen af den store nationale fortælling om samarbejde, modstand og befrielse.
Historikeren Anette Warrings forskning var med til at ændre det billede. Hun viste blandt andet, hvordan kvinder, der havde haft forhold til tyske soldater, blev udsat for klipning, afklædning, befamling, offentlig ydmygelse og social udstødelse. Opgøret var ikke kun nationalt og politisk; forestillinger om køn, seksualitet og kvinders rolle i det nationale fællesskab spillede en væsentlig rolle.
Det er ikke noget, der behøver bortforklares.
Tværtimod.
Mange af kvinderne var meget unge. Nogle var forelskede. Nogle var naive. Nogle blev draget af de fremmede soldater. Andre havde økonomiske eller sociale motiver. Og nogle blev viklet ind i forhold, hvis politiske konsekvenser de næppe havde været i stand til at overskue fuldt ud. Warrings forskning understreger netop det tilfældige og situationsbestemte i mange af kvindernes handlinger.
Der er derfor god grund til at have medfølelse med dem.
Men medfølelse og ansvar er ikke hinandens modsætninger.
Handlinger har konsekvenser
“Tyskerpigerne” var ikke landsforrædere i den strenge juridiske betydning alene ved at have et seksuelt eller romantisk forhold til en tysk soldat.
Men juridiske definitioner udtømmer ikke historiens moralske spørgsmål.
Danmark var besat af Nazityskland.
Det betød noget, hvem man samarbejdede med, hvem man hjalp, hvem man angav, hvem man tjente penge på — og også hvem man valgte at knytte sig til.
Det betyder ikke, at enhver ung kvinde, der forelskede sig i en tysk soldat, dermed kan sidestilles med en stikker eller værnemager. Det ville være historisk absurd.
Men det omvendte er lige så problematisk: at lade kvindernes senere offerstatus opløse spørgsmålet om deres egne valg.
Et menneske kan være offer for én handling og ansvarlig for en anden.
Det er egentlig en banal moralsk sondring.
Alligevel bliver den ofte uklar, når historien fortælles gennem samtidens kategorier af magt, køn og offerstatus.
Hvis Marie i Kvinde ukendt har forelsket sig i en tysk soldat, er dét én del af hendes historie. Hvis hun bagefter bliver klippet, ydmyget eller udsat for vold, er dét en anden.
Det andet gør ikke nødvendigvis det første moralsk betydningsløst.
Og det første retfærdiggør på ingen måde det andet.
Begge dele kan være sande samtidig.
Modstandsfolk uden glorie
Det samme gælder modstandsbevægelsen.
Der er ingen historisk grund til at fremstille danske modstandsfolk som pletfri helgener.
Det var de ikke.
Modstandskampen indeholdt sabotage, illegal bevæbning, likvideringer, interne magtkampe og beslutninger truffet under ekstremt pres. Stikkerlikvideringerne er det vanskeligste eksempel. Mistænkte angivere blev dræbt uden normal rettergang, og efter krigen har forskningen vist, at nogle sager byggede på langt mindre sikre oplysninger, end den officielle efterkrigsfortælling længe gav indtryk af.
Krig er beskidt.
Det er en del af dens natur.
Men netop derfor bliver det også for enkelt at betragte krigens handlinger, som om de var foregået i et fungerende fredstidssamfund med politi, domstole og normale retssikkerhedsgarantier.
Modstandsfolkene opererede under en besættelse, hvor Gestapo brugte danske informanter, og hvor en stikker kunne føre til arrestation, tortur og henrettelse af mennesker i det illegale arbejde.
Det gør ikke enhver likvidering rigtig.
Det gør konteksten nødvendig.
Og det ændrer ikke det grundlæggende historiske forhold:
Danmark var besat, og modstandsfolkene valgte at gøre modstand mod besættelsesmagten.
De kunne begå fejl og overgreb og stadig være historiske helte.
Helte behøver ikke være helgener.
Når korrektion bliver til omvending
Det er her, Kvinde ukendt bliver interessant.
For der er stor forskel på at sige:
Der fandtes en mørk og længe underbelyst side af befrielsen.
og:
Dem, vi hidtil kaldte heltene, var i virkeligheden skurkene.
Det første er historisk korrektion.
Det andet er en moralsk omkodning af historien.
Ekko oplever tilsyneladende netop den sidste bevægelse i filmen. Modstandsfolkene bliver “snarere skurke end helte”, mens den nationale befrielsesrus får karakter af truende kollektiv hævn.
Det betyder ikke nødvendigvis, at filmen er historisk uredelig.
Men det betyder, at dens perspektiv bør undersøges kritisk.
For historien bliver ikke mere nuanceret af, at man blot bytter rundt på den gamle fortællings helte og skurke.
Hvis den traditionelle efterkrigsfortælling gjorde modstandsmanden for ren og tyskerpigen for skyldig, er løsningen ikke at gøre tyskerpigen ren og modstandsmanden skyldig.
Løsningen burde være vanskeligere end det.
Et feministisk statement
Screen Daily lægger ikke skjul på filmens ideologiske dimension og kalder direkte Kvinde ukendt et “feminist statement”. Anmeldelsen fremhæver, hvordan kvinderne bliver gjort til syndebukke for kollaboration, mens andre dele af det danske samfund tilpassede sig og samarbejdede med den tyske besættelsesmagt. Samtidig beskriver Screen Marie som en kompleks antihelt, der også begår moralsk problematiske handlinger i filmens nutid.
May el-Toukhy har selv i Venedig sagt, at filmen handler om kvinders usynlighed, objektivering og manglende stemme. Hun har samtidig placeret filmen i en eksplicit diskussion om kønsulighed og eftervirkningerne af #MeToo.
Der er altså ingen grund til at lade som om kønsperspektivet kun er noget, kritikerne projicerer ind i filmen.
Det ligger i projektet.
Det behøver der heller ikke være noget galt i.
Filmkunst har altid haft politiske, moralske og ideologiske perspektiver.
Problemet opstår først, hvis perspektivet bliver så dominerende, at historien ikke længere får lov til at modsige det.
Kvinder er ikke én historisk kategori
Noget af det mest problematiske ved enhver kønnet fortolkning af besættelseshistorien er, at kvinderne selv nægter at passe ind i den.
Kvinder var ikke blot tyskerpiger.
Kvinder var også modstandsfolk.
De var kommunister, kurérer, sabotører, hjælpere, nazister, stikkere, almindelige borgere, værnemagere, forelskede unge kvinder og mennesker, der forsøgte at komme nogenlunde helskindet gennem fem års besættelse.
Præcis som mændene befandt de sig på forskellige steder i den moralske og politiske virkelighed.
Det er derfor dårligt historiesyn at gøre køn til stedfortræder for moralsk position.
Kvinder er ikke automatisk historiens ofre.
Mænd er ikke automatisk historiens gerningsmænd.
Mennesker handler.
Og mennesker må også kunne holdes ansvarlige for deres handlinger.
En film på “den rigtige side af historien”
Soundvenue er blandt de meget positive anmeldelser af Kvinde ukendt, men anmeldelsen rummer samtidig en lille sætning, der fortjener langt større opmærksomhed end de mange lovord.
Filmens svaghed kan, skriver anmeldelsen, være, at den er for tydeligt placeret på “den rigtige side af historien.”
Det er næsten et paradoks.
For hvis en historisk film på forhånd ved, hvilken side af historien der i 2026 er den rigtige, risikerer fortiden at blive kulisse for nutidens moralske selvbekræftelse.
Stor historisk filmkunst burde kunne gøre noget mere ubehageligt.
Den burde kunne vise os mennesker, som både kan være sympatiske og skyldige.
Ofre og ansvarlige.
Helte og fejlbarlige.
Mennesker, der handlede under forhold, vi i dag kun kan forestille os.
Det kræver, at man modstår fristelsen til at anvende nutidens moralske facit på fortiden.
Historien skal kunne gøre modstand
Frontrow har endnu ikke set Kvinde ukendt, og dette er derfor ikke en anmeldelse af filmen.
Det ville være lige så uredeligt at dømme filmen på forhånd, som det ville være ukritisk at acceptere enhver fortolkning af historien, blot fordi den præsenteres som en nødvendig korrektion.
Men de første anmeldelser gør det rimeligt allerede nu at stille spørgsmålet.
For Kvinde ukendt synes at ville mere end at fortælle historien om en glemt gruppe kvinder.
Den vil også flytte historiens moralske tyngdepunkt.
Det har kunsten selvfølgelig lov til.
Men publikum har lige så stor ret til at spørge, hvad der går tabt under flytningen.
Vi har i mange år været gode til at rive glorierne af historiens helte.
Ofte med god grund.
Men der er forskel på at rive glorien af et menneske og at gøre helten til skurk.
Der er forskel på at give et offer en stemme og at gøre offerstatus til moralsk frifindelse.
Og der er forskel på at nuancere historien og at skrive den om, så den passer bedre til vores egen tids politiske og moralske forestillinger.
At nuancere historien er ikke det samme som at vende dens moralske fortegn.
Hvis Kvinde ukendt virkelig formår at holde Marie ansvarlig for sine egne valg samtidig med, at den viser den uret, der begås imod hende, kan filmen vise sig at være langt mere kompleks end dens mest entydige reception antyder.
Hvis den derimod reducerer befrielsen til patriarkalsk hævn, modstandsmanden til skurk og tyskerpigen til offer, bør vi turde sige fra.
Ikke fordi historien om tyskerpigerne ikke skal fortælles.
Men fordi også de mennesker, vi har ondt af, havde handlinger, valg og ansvar.
Og uden ansvar har vi ikke gjort dem mere menneskelige.
Vi har gjort dem mindre.