Hollywoods stjerner taler om klimaforandringer, støtter miljøorganisationer og bruger deres berømmelse til at sætte fokus på klodens problemer. Samtidig er filmindustrien bygget op omkring flyrejser, energikrævende produktioner, transport af mennesker og materiel over store afstande og en celebritykultur, hvor privatfly og et meget højt privatforbrug ikke ligefrem er ukendte fænomener.
Er det miljøhykleri?
Eller stiller vi urimelige krav til skuespillere og andre kendte mennesker, når vi forventer, at deres eget liv skal være lige så klimavenligt som de holdninger, de offentligt argumenterer for?
Spørgsmålet er mere interessant end den sædvanlige historie om filmstjernen, der stiger ud af et privatfly for derefter at holde en tale om klimaforandringer.
For bag Hollywoods grønne image findes et større dilemma: Kan en af verdens mest indflydelsesrige kulturindustrier opfordre resten af samfundet til grøn omstilling uden samtidig grundlæggende at ændre den måde, dens egne produkter bliver fremstillet på?
Hollywoods nye miljøaktivister
Miljø- og klimasagen har i årtier tiltrukket Hollywoodstjerner.
Skuespillere, instruktører og producenter bruger deres navn til at støtte organisationer, finansiere naturbeskyttelse, producere dokumentarfilm og tale om klimaforandringer ved prisuddelinger, internationale konferencer og på sociale medier.
Det kan være fristende at affeje denne form for aktivisme som celebrity-PR. Men det ville være for nemt.
Berømte mennesker råder over noget, miljøorganisationer ofte mangler: adgang til et enormt publikum. En skuespiller med hundredvis af millioner af fans kan på få minutter skabe opmærksomhed om et problem, som forskere og organisationer har arbejdet med i årtier.
Derfor er det i sig selv hverken mærkeligt eller forkert, at kendte mennesker engagerer sig i klimadebatten.
Problemet opstår først, når der bliver meget stor afstand mellem budskabet og den adfærd, der følger med.
Leonardo DiCaprio – miljøaktivist gennem årtier
Leonardo DiCaprio er et oplagt eksempel, men også et eksempel, der kræver en vis retfærdighed.
Hans miljøengagement er ikke noget, der pludselig dukkede op, fordi klima blev moderne i Hollywood.
DiCaprio etablerede Leonardo DiCaprio Foundation i 1998 efter blandt andet et møde med den daværende amerikanske vicepræsident og klimaaktivist Al Gore. Gennem de følgende årtier støttede fonden projekter inden for blandt andet biodiversitet, havmiljø, naturbeskyttelse, oprindelige folks rettigheder og klimaforskning. Da fondens aktiviteter i 2019 blev lagt ind under den nyoprettede Earth Alliance, oplyste organisationen, at Leonardo DiCaprio Foundation på det tidspunkt havde støttet næsten 200 projekter fra 132 organisationer og uddelt mere end 100 millioner dollar.
Han har samtidig brugt sin berømmelse til at føre klimadiskussionen ind på områder, hvor miljøorganisationer normalt har svært ved at komme til.
Ved Oscaruddelingen i 2016 brugte han eksempelvis sin takketale for prisen som bedste mandlige skuespiller til at tale om klimaforandringer. Samme år talte han ved World Economic Forum i Davos om nødvendigheden af at reducere afhængigheden af fossile brændstoffer, og han deltog også i internationale klimamøder og FN-arrangementer.
DiCaprio har desuden været involveret i en række film om miljø og klima.
Dokumentaren Before the Flood fra 2016 følger ham rundt i verden, hvor han møder forskere, politikere og mennesker, der oplever konsekvenserne af klimaforandringerne. I 2019 var han producent på HBO-dokumentaren Ice on Fire, der beskæftiger sig med teknologier og metoder, som potentielt kan reducere koncentrationen af drivhusgasser i atmosfæren.
Der er med andre ord gode grunde til at tage hans engagement alvorligt.
Men netop derfor er han også interessant, når vi taler om miljøhykleri.
Når budskab og livsstil kolliderer
DiCaprio er gennem årene flere gange blevet mødt med kritik af sine rejsevaner.
Allerede i 2007 blev han ved filmfestivalen i Cannes spurgt om flyrejser og privatfly. Dengang sagde han selv, at han forsøgte at flyve rutefly så ofte som muligt. Hans svar på kritikken af kendte klimaaktivisters rejser var samtidig principielt: Man burde ikke skyde budbringeren, men koncentrere sig om at ændre de politiske og økonomiske systemer.
Ni år senere skabte det alligevel overskrifter, da DiCaprio under filmfestivalen i Cannes rejste til New York for at modtage en miljøpris og derefter vendte tilbage til Frankrig. Rejsen blev i pressen fremstillet som et skoleeksempel på den modsætning, der kan opstå mellem klimaaktivisme og en international celebritylivsstil.
Det er let at gøre sig lystig over den slags historier.
Men de rejser et principielt spørgsmål:
Hvornår bliver manglende overensstemmelse mellem budskab og handling til hykleri?
En person behøver ikke leve et CO₂-neutralt liv for at have ret i, at klimaforandringer er et alvorligt problem. Klimaforskningen bliver ikke mindre rigtig, fordi den person, der formidler den, selv tager et fly.
Ellers ender argumentet hurtigt i den logiske fejlslutning, der kaldes tu quoque – “du gør det jo selv”.
Hvis en ryger fortæller, at rygning er sundhedsskadeligt, bliver udsagnet ikke forkert, fordi personen selv ryger.
På samme måde bliver en klimaforskers eller skuespillers argument om drivhusgasudledninger ikke forkert, fordi vedkommende har et stort personligt klimaaftryk.
Men troværdighed er noget andet.
Jo større mulighed man selv har for at vælge anderledes, og jo stærkere man opfordrer andre til at ændre adfærd, desto vanskeligere bliver det at ignorere ens egne valg.
Og Hollywoods dilemma er større end den enkelte skuespillers privatfly.
Filmproduktion har et betydeligt klimaaftryk
En moderne spillefilm er en omfattende industriel produktion.
Hundredvis – på store produktioner tusindvis – af mennesker skal transporteres, indkvarteres og bespises. Der skal bygges kulisser, transporteres kameraer, lysudstyr, biler, kostumer og rekvisitter. Optagelser flyttes mellem studier og locations, nogle gange i flere forskellige lande.
Samtidig skal der produceres enorme mængder elektricitet.
Når optagelser foregår på steder uden tilstrækkelig strømforsyning, har filmindustrien traditionelt været stærkt afhængig af mobile generatorer drevet af diesel eller andre fossile brændstoffer.
Hvor meget betyder det?
I 2021 offentliggjorde Sustainable Production Alliance – et samarbejde mellem en række store amerikanske film- og tv-selskaber – en analyse af CO₂-udledningen fra 161 spillefilm og 266 tv-produktioner produceret mellem 2016 og 2019.
Tallene var betydelige.
En såkaldt tentpole-film – altså en af studiernes store prestige- og blockbusterproduktioner med et produktionsbudget på mindst 70 millioner dollar – havde i gennemsnit et beregnet klimaaftryk på 3.370 ton CO₂e.
Store spillefilm lå i gennemsnit på 1.081 ton, mellemstore film på 769 ton og mindre film på 391 ton.
Tallene omfatter ikke nødvendigvis hele filmens samlede livscyklus og skal derfor ikke forstås som et universelt facit for enhver Hollywoodfilm. Men de fortæller noget vigtigt om størrelsesordenen.
Og undersøgelsen afslørede også, hvor udledningerne kom fra.
For de største filmproduktioner stod brændstofforbruget for omkring 48 procent af klimaaftrykket. Flyrejser stod for cirka 24 procent, elektricitet og anden energiforsyning for omkring 22 procent, mens hoteller og anden indkvartering udgjorde de resterende cirka seks procent.
Den største enkeltpost var altså ikke filmstjernens privatfly.
Det var brændstof.
En hel midlertidig by
Det giver mening, hvis man nogensinde har set, hvordan en større filmproduktion fungerer.
En stor location kan næsten sammenlignes med en mindre, midlertidig by.
Der kommer lastbiler med lys, kameraudstyr og kulisser. Der er trailere til skuespillere, garderobe, makeup og administration. Der er catering, toiletter, køleanlæg og varme. Produktionen råder ofte over personbiler, varevogne, lastbiler og specialkøretøjer.
Og alt skal fungere på præcis det tidspunkt, optagelserne kræver det.
Derfor har dieselgeneratoren været et næsten ideelt værktøj for filmindustrien: Den kan flyttes, den kan opstilles hurtigt, og den leverer elektricitet, hvor produktionen ønsker den.
Men netop denne fleksibilitet har en klimamæssig pris.
Sustainable Production Alliance fandt, at brændstof til blandt andet produktionskøretøjer og generatorer var den største udledningskilde for spillefilm på tværs af produktionsstørrelser.
Problemet er heller ikke forsvundet.
BAFTA albert offentliggjorde i 2025 tal fra mere end 2.500 britiske film- og tv-produktioner. De viste, at produktionerne alene i 2024 havde brugt mere end tre millioner liter fossilt brændstof i generatorer, og at over halvdelen af produktionerne næsten udelukkende havde benyttet fossilbaseret midlertidig strøm.
Filmbranchens energiproblem er altså mere strukturelt end spørgsmålet om, hvorvidt Leonardo DiCaprio flyver privat eller på rutefly.
Hollywood er begyndt at forandre produktionen
Det ville samtidig være forkert at fremstille filmindustrien som en branche, der intet foretager sig.
De store studios har gennem en årrække udviklet systemer til at måle og reducere miljøbelastningen.
Sustainable Production Alliance står blandt andet bag Green Production Guide, som giver produktioner værktøjer til at kortlægge energi, flyrejser, transport, hoteller, affald, vand- og materialeforbrug.
Et af værktøjerne er PEAR – Production Environmental Accounting Report – der fungerer som en CO₂-beregner for film- og tv-produktioner. Et andet er PEACH – Production Environmental Actions Checklist – som hjælper de enkelte afdelinger med at planlægge mere bæredygtige produktionsmetoder.
I Storbritannien har BAFTA albert udviklet et tilsvarende omfattende system med klimaberegning og certificering. Systemet kan blandt andet registrere transport, materialer, studier, locationoptagelser, affald, indkvartering og postproduktion.
Studier arbejder også med LED-belysning, batteridrevne systemer, bedre adgang til elnettet, genbrug af kulisser og kostumer, lokale filmhold, mindre madspild og reduktion af engangsmaterialer.
I 2025 lancerede BAFTA albert desuden en plan om at udfase brugen af rene fossile generatorer i britisk film- og tv-produktion frem mod 2030 til fordel for blandt andet netstrøm, batterier og andre renere energiløsninger.
Der findes altså både teknologier og organisatoriske muligheder for at gøre produktionen mindre belastende.
Spørgsmålet er snarere, hvor hurtigt de bliver standard.
Det grønne filmset kan stadig producere et stort klimaaftryk
Her opstår endnu et paradoks.
En produktion kan godt gøre hundredvis af ting “grønt” og stadig have et meget stort samlet klimaaftryk.
Vandflasker kan erstattes med genopfyldelige flasker. Manuskripter kan distribueres digitalt. Affald kan sorteres. Kulisser kan genbruges, og catering kan servere flere plantebaserede retter.
Alt dette giver mening.
Men hvis en stor produktion samtidig sender hundredvis af medarbejdere på interkontinentale flyrejser, flytter enorme mængder materiel og bruger store mængder fossilt brændstof, kan de synlige grønne tiltag komme til at fylde mere i kommunikationen end i det samlede klimaregnskab.
Det er et velkendt problem langt uden for filmindustrien.
En organisation kan blive bedre til at fremhæve de små synlige forbedringer uden at ændre de processer, der står for hovedparten af belastningen.
Det er her, forskellen mellem miljøkommunikation og miljøforbedring bliver vigtig.
Men Hollywood påvirker også miljøet gennem det, vi ser
Filmindustriens betydning stopper ikke ved filmsettets dieselgeneratorer og flybilletter.
Hollywood producerer kultur.
Film og tv-serier fortæller os, hvordan et normalt liv ser ud: Hvilke biler vi kører i, hvilke boliger vi ønsker os, hvor vi rejser hen, hvad succes er, og hvordan fremtidens samfund kan se ud.
Derfor har filmindustrien en miljøpåvirkning, som er vanskelig at sætte tal på.
Den påvirker forestillinger.
Og her bliver Hollywoods grønne selvforståelse endnu mere interessant.
En analyse af 250 populære fiktionsfilm fra perioden 2013-2022 undersøgte, hvor ofte klimaforandringer overhovedet eksisterede i de verdener, filmene viste.
Forskerne udviklede en såkaldt Climate Reality Check. For at bestå testen skulle en film dels vise eller nævne, at klimaforandringer eksisterer, dels have mindst én karakter, der er bevidst om det.
Kun 9,6 procent af de undersøgte film bestod begge dele af testen.
Det er interessant.
Hollywood taler i stigende grad om klima uden for lærredet, men i langt størstedelen af de filmiske universer har klimaforandringerne stadig næsten ingen eksistens.
Det betyder naturligvis ikke, at enhver romantisk komedie skal indeholde en forelæsning om CO₂.
Men hvis klimaforandringer faktisk er en del af den verden, publikum lever i, bliver det efterhånden bemærkelsesværdigt, når de konsekvent er fraværende fra den verden, Hollywood viser os.
Hykleri eller et strukturelt dilemma?
Det bringer os tilbage til spørgsmålet om hykleri.
Det ville være nemt at slutte artiklen med billedet af den velhavende Hollywoodstjerne, som prædiker mådehold for almindelige mennesker og derefter letter i sit privatfly.
Nogle gange er kritikken fuldt berettiget.
Men hvis problemet reduceres til kendte menneskers personlige moral, overser vi noget vigtigere.
Leonardo DiCaprio kan tage rutefly i stedet for privatfly.
En skuespiller kan køre elbil.
En instruktør kan få solceller på taget.
Men filmindustriens grundlæggende miljøbelastning forsvinder ikke af den grund.
Den ligger også i produktionssystemet, infrastrukturen og i forestillingen om, at mennesker, materiel og produktioner skal kunne flyttes næsten uden hensyn til geografiske afstande.
Det er i virkeligheden den samme konflikt, vi møder mange andre steder i samfundet.
Vi har skabt økonomiske og teknologiske systemer, hvor den miljøbelastende løsning ofte er den hurtigste, billigste eller mest praktiske. Derefter overlader vi i høj grad ansvaret til den enkelte og spørger, om vedkommende træffer de rigtige valg.
Hollywood gør denne modsætning særlig synlig, fordi menneskene foran kameraet samtidig fungerer som offentlige symboler.
Hollywoods særlige ansvar
Derfor skal Hollywood ikke holde op med at tale om klimaet.
Tværtimod.
Hvis Leonardo DiCaprio kan få millioner af mennesker til at interessere sig for biodiversitet, havmiljø eller klimaforandringer, er det svært at argumentere for, at han burde lade være, fordi han selv har fløjet over Atlanten.
Men stor indflydelse medfører også et større krav om troværdighed.
En industri, der fortæller resten af verden, at klimaforandringer kræver handling, må acceptere, at dens egne produktionsformer bliver gransket.
Det er ikke nok at have et grønt budskab.
Det afgørende spørgsmål er, hvad der sker, når kameraerne er slukket.
For den mest interessante miljøhistorie i Hollywood handler måske slet ikke om, hvad filmstjernerne siger ved prisuddelingerne.
Den handler om, hvorvidt en industri, der er ekspert i at skabe nye verdener på lærredet, også er i stand til at forestille sig en ny måde at producere dem på.
En erfaren miljøforkæmper
En af de mest profilerede blandt Hollywoods miljøaktivister er Leonardo DiCaprio, der i 2016 udsendte ‘Before the flood‘ og som i 2019 udsendte ‘Ice on Fire‘ på HBO.
Leonardo DiCaprio rejser, (flyver… i privatfly?) i Before the Flood rundt i verden for at undersøge konsekvenserne af den menneskeskabte globale opvarmning og de tiltag, der bliver iværksat for at ændre det.
Det er to vigtige og relevante værker fra en verdensstjerne, der her benytter sin status og offentlige profil til at skabe opmærksomhed om verdens presserende miljøproblemer.
DiCaprio har været engageret i miljødebatten længe.
Han startede i 1998 sin The Leonardo DiCaprio Foundation, (her via World Economic Forum), som et initiativ for økosystemernes bevarelse overalt i verden.
Den blev i juli i år blev lagt sammen med andre miljø organisationer, der dannede dermed Earth Alliance.
Filmindustriens CO2 aftryk
Filmindustrien, både i Hollywood og andre steder, er en særdeles energi- og ressourcekrævende industri.
Vi ved ikke i hvor høj grad DiCaprio har benyttet fly til at komme rundt i verden i forbindelse med optagelser til sine miljø-film, men det tager vi nærmest for givet.
Transport af medvirkende, filmhold og udstyr til en hvilken som helst film foregår stort set altid med fly, ellers ville tidsplaner og budgetter blive meget større.
De medvirkende stjerner ankommer næsten altid til optagelserne i eget privatfly.