Frontrow er et dansk filmmagasin om film, tv og medier. Læs portrætter, analyser og nyheder fra hele branchen, både herhjemme og internationalt.

Adieu Brigitte

MAGASIN OM FILM, TV OG MEDIER

Brigitte Bardot er død. Hun døde ifølge medier over hele verden i dag den 28. december 2025. Vi ser med vemod tilbage på hendes liv som (ufrivillig) sex kitten.

Brigitte Bardot døde efter sigende i dag den 28. december 2025.

Brigitte Bardot blev allerede som helt ung kvinde en meget feteret skuespiller, der overfladisk set især huskes for tre ting:

Sin surmulende skønhed som helt ung kvinde, sit image som ‘sex kitten’, der gjorde hende til et levende symbol på 1950’erne og 60’ernes seksuelle revolution, samt sin dyreaktivisme efter hun havde forladt sit feterede liv som skuespiller og stjerne.

Sit (ufrivillige) image som ‘Sex Kitten’ bekom Brigitte Bardot ligeså dårligt som det sexificerede blodine-image, som Hollywood udstyrede Marilyn Monroe med.

Symbolet på en kulturel revolution

Få skuespillere har defineret en æra så kompromisløst som Brigitte Bardot. Med sit uforlignelige udtryk, sit markante blonde hår og en naturlig, uspoleret sensualitet blev hun i 1950’erne og 60’erne ikke blot filmlærredets største franske stjerne – hun blev symbolet på et kontinentalt opgør med tidens borgerlige puritanisme.

Under initialerne B.B. forvandlede hun sig til et internationalt fænomen, der ændrede europæisk filmhistorie og skabte billedet af den ultimative franske frister.

Debuterede som CoverGirl i en purung alder

Bardot voksede op i et borgerligt pariserhjem og uddannede sig oprindeligt som balletdanser. Hendes fotogene udseende bragte hende dog hurtigt på forsiden af magasinet ELLE som blot 15-årig, hvilket åbnede dørene til fransk film.

Hvis man laver en Google søgning som denne: “Brigitte Bardot cover of ELLE“, så vælter der ELLE forsidefotos af Brigitte Bardot frem på skærmen.

Hun var et af de mest yndede motiver og den måske mest feterede kvinde i moderne fransk historie.

Filmlærredets ultimative sexsymbol og fransk gennembrud

Det store gennembrud kom i 1956 med filmen Og Gud skabte kvinden (Et Dieu… créa la femme), instrueret af hendes daværende ægtemand, Roger Vadim. Filmen, hvor Bardot danser barfodet på et bord i Saint-Tropez, rystede samtiden. Hvor Hollywoods sexsymboler som Marilyn Monroe ofte blev fremstillet gennem en kontrolleret og glamourøs linse, repræsenterede Bardot noget helt nyt: en uforudsigelig, fri og uforstilt seksualitet.

Filmen gjorde St. Tropez til en global jetset-destination og skabte voldsom debat. Den katolske kirke i USA fordømte den som usædelig, mens den intellektuelle forfatter Simone de Beauvoir udråbte Bardot til et feministisk ikon og “den mest frigjorte kvinde i efterkrigstidens Frankrig”.

I løbet af 1960’erne cementerede hun sin position som skuespiller med betydelige roller i både kommercielle succeser og den franske ny bølge (La Nouvelle Vague):

  • Mennesker i solen (Le Mépris, 1963) – Jean-Luc Godards modernistiske mesterværk, hvor Bardot leverer en af sine mest roste dramatiske præstationer i en tragisk historie om kærlighedens opløsning på Capri.
  • Viva Maria! (1965) – Louis Malles tempofyldte komedie, hvor Bardot spillede overfor Jeanne Moreau, hvilket indbragte hende en BAFTA-nominering for bedste udenlandske skuespillerinde.
  • Sande historier (La Vérité, 1960) – Henri-Georges Clouzots drama, som Bardot selv fremhævede som sin personligt bedste skuespillerpræstation.

Musikken, en spinkel og hviskende stemme og Serge Gainsbourg

Ved siden af filmen opbyggede Brigitte Bardot en succesfuld sangkarriere, der var præget af hendes karakteristiske, intime og næsten viskende vokal – ofte beskrevet som både flirtende og legende.

I slutningen af 1960’erne krydsede hendes veje den franske musikverdens mest rebelske og geniale skikkelse: Serge Gainsbourg. Deres intense og skæbnesvangre affære i slutningen af 1967 varede kun i 86 dage, men satte varige spor i fransk popkultur.

Gainsbourg var besat af Bardot og skrev nogle af sine største sange direkte til hende i et intenst kreativt udbrud:

“Je t’aime… moi non plus” (1967): Gainsbourg skrev den berømte duetsang til Bardot. De indspillede den sammen i et studie i Paris, men da Bardot på det tidspunkt var gift med den tyske millionær Gunter Sachs, bad hun frygtsomt Gainsbourg om ikke at udgive den. Han efterkom ønsket og genindspillede den to år senere med Jane Birkin, hvorefter den blev et verdensomspændende hit. Bardots originale indspilning udkom først officielt i 1986.

“Bonnie and Clyde” (1968): En stilskabende og mørk duetsang baseret på den amerikanske gangsterhistorie, som blev et af deres mest ikoniske fællesudspil.

“Harley Davidson” (1968): En rå, pop-kulturel hyldest til frihed og motorcykler, skrevet af Gainsbourg specifikt til Bardot.

Farvel til kulisserne og et liv for dyrene

Modsat mange af sine jævnaldrende kolleger valgte Brigitte Bardot at trække stikket fra filmbranchen, mens hun stadig var på toppen. I 1973, som blot 39-årig og efter at have indspillet mere end 40 spillefilm, meddelte hun sit definitive stop som skuespiller:

“Jeg gav min ungdom og min skønhed til mændene. Nu giver jeg min visdom og min erfaring til dyrene.”

I 1986 etablerede hun sin egen fond, Fondation Brigitte Bardot, finansieret ved at bortauktionere sine personlige ejendele, smykker og mindeværdige filmrekvisitter. Hun brugte resten af sit liv som en kompromisløs aktivist i kampen mod blandt andet sæljagt i Canada, tyrefægtning, pelsindustrien og dyreforsøg.

Skiftet fra verdensstjerne til dyreaktivist ændrede hendes offentlige profil markant. I sine senere år trak hun ofte overskrifter for sine kontroversielle politiske udtalelser i den offentlige debat i Frankrig. Uanset debatterne i hendes otium står hendes status ubestridt tilbage: Som filmikon, musikalsk muse og kulturelt fænomen var Brigitte Bardot med til at forme det 20. århundredes syn på kvindelig frigørelse og stjernekult.

Adieu Brigitte – vi glemmer dig aldrig…